Hvorfor det er så svært at leve i nuet og hvordan kan vi alligevel blive bedre til det?

25-04-2017

Det er forår. Overalt springer træer og blomster ud. Smukke, livsbekræftende og flygtige. Er vi ikke opmærksomme, går vi nemt glip af deres friskhed og skønhed. Men faktiske er det ikke kun de smukke forårsblomster og friske skud, som vi alt for nemt går glip af, hvis ikke vi er opmærksomme. Det gælder hele vores liv, der når alt kommer til alt, i sig selv ikke består af andet end flygtige øjeblikke, der altid og hele tiden transformerer sig til et nyt og ubestandigt og dermed enestående nu.

Nuet er netop det tidsløse, det flygtige og fuldendte øjeblik, hvor dit liv udspiller sig inden det transformeres ind i det næste flygtige, tidsløse og fuldendte øjeblik. Det er lige nu, lige her, mens du læser dette, og lige nu og lige nu og nu…. Faktisk er nuet den eneste virkelighed vi kan opleve direkte, og dermed det eneste sted, hvor det overhovedet er muligt at leve.

Hvorfor være mere nærværende i nuet?

De fleste mennesker længes efter at være mere tilstede i nuet, være mere nærværende. Og det er ikke så mærkeligt, for ikke bare er nuet det eneste sted, hvor det er muligt at leve; tilstedeværelse i nuet øger vores livsfuldhed, livsglæde og ro. Det giver os en oplevelse af meningsfuldhed og af at leve livet mere fuldt og helt. Det mindsker stress, angst og depression, øger kvaliteten af vores relationer og øger vores sundhed.

Dette til trods, er vi imidlertid alt for ofte slet ikke tilstede og nærværende i nuet. Vores bevidsthed er derimod optaget af en fortid, der allerede har været der, eller en fremtid, der ikke er kommet endnu. Meget af det vi gør, gør vi, mens vores bevidsthed flyver afsted, og vi i vores tanker er alle mulige andre steder henne. Eller vores oplevelse af nuet er så indhyllet i bekymringer, forventninger, dagdrømme og fantasier om fortid og fremtid, at vi mister selve oplevelsen. Mange af os oplever livet som en lang række af gøremål, der skal overstås, så vi kan komme derhen, hvor vi kan nyde livet og være tilstede i nuet. Tidspunktet kommer bare aldrig, fordi der altid bliver ved med at være nye opgaver, nye ting, der skal gøres, nås og overstås.

Hvorfor er vi ikke bare tilstede i nuet?

Men hvis det at være tilstede i nuet virkelig kan bringe os i kontakt med livsfuldhed, livsglæde og ro, og give os en oplevelse af at leve livet mere fuldt og helt. Hvorfor er det så, at vi ikke bare er tilstede og nærværende i vores liv altid? Det ganske enkelte svar er, at det slet ikke er så nemt bare at være tilstede i nuet.

For det første er det, hvor end vi gerne ville, ikke spor let at fastholde opmærksomheden i nuet, også selvom vi forsøger. Vores tanker er alle mulige steder og springer rundt fra emne til emne, nærmest som om de har deres eget liv.

For det andet og nok så vigtigt, er det faktisk ganske ofte, at vi slet ikke har lyst til at være i nuet, fordi vi synes, at det nu der er, ikke er som vi ønsker det skal være! Det kan med andre ord være relativt nemt at være tilstede i nuet, når vi føler os rolige, afslappede og ovenpå. Måske har vi lige fået ros for en betydningsfuld opgave, alting køre på skinner, eller måske sidder vi ved stranden og nyder en smuk solnedgang.

Nuet med alt hvad det indebærer:

Men nuet er også når vi føler os kontaktløse, utilfredse, stressede og deprimerede. Kunsten består faktisk i også at være tilstede i og med nuet, når det ikke er som vi ønsker det skal være. At nærme os det der er, uanset hvad det er, med venlighed, åbenhed, nysgerrighed og så vidt muligt uden at dømme det. Faktisk er en af de ting, der gør os ulykkelige som mennesker forskellen mellem nuet som det er, og som vi synes det burde være. Den proces hvormed vi kontinuerligt sammenligner tingene som de er, og sådan som vi synes de burde være, ophører imidlertid, når vi i stedet begynder at leve i nuet. Hvis virkeligheden i dette øjeblik er, at vi føler os stressede, angste eller deprimerede, så er det sådan virkeligheden er - lige præcis i dette nu, uanset om vi vil have det eller ej. Det fascinerende er, at når vi lærer at kontakte nuet uanset, hvordan det er i dette øjeblik, og uden at forsøge at lave det om, eller gøre det anderledes end det er, med åbenhed og venlig selvkærlighed, er der meget stor chance for at det ubehagelig transformerer sig af sig selv.

Dette er selvsagt ikke det samme som blindt at finde sig i, eller lade stå til overfor det, der sker med os i nuet. Det er snarer et spørgsmål om, at når vi for alvor tør at være tilstede med og se vores udgangspunkt i øjnene som det er, med alt hvad det indebærer, bliver det muligt at handle mere bevidst, vist og hensigtsmæssigt i næste øjeblik.

Det svære består imidlertid i at være sammen med svære, ubehagelige og uønskede følelser og tilstande uden at gøre dem værre end de er. Det kræver træning, fordi vi alt for ofte møder de svære følelser med modstand og selvbebrejdelser. Vi fodrer dem med vores tanker og gør dem endnu sværere at bære.

Hvad kan vi gøre for at være mere tilstede i nuet – også når det er svært?

Men der findes heldigvis en anden måde, nemlig bevidst at rette en venlig og accepterende opmærksomhed mod kroppen og de sansninger følelsen efterlader i kroppen i dette øjeblik, og som netop kun kan mærkes og sanses mens de udfolder sig i dette nu. Det handler ikke om at tænke nuet, men at mærke og sanse det præcis som det er, i det her øjeblik, med åbenhed nysgerrighed og venlighed over for det der er. Være med og i nuet som vi er, og ikke som vi synes det burde være. Hvilket interessant nok ændrer selve oplevelsen af nuet og åbner op for livfuldhed, nærvær, ro og livsglæde.

At lære at være tilstede og nærværende i nuet uanset hvad det indebærer kræver en del træning af det bevidste nærvær, bl.a. gennem mindfulness træning, men bare det at øve dig i at være tilstede og nærværende i det her øjeblik, med alt hvad det indebærer, på en accepterende og ikke dømmende måde, kan være med til at transformerer dit liv henimod større nærvær. Når vi tillader os selv, at være tilstede i øjeblikket med alt hvad det indebærer af behagelige og ubehagelige følelser, bliver vi fri til at være nærværende, fordi vi ikke længere behøver at flygte fra eller kæmpe mod det ubehagelige. På denne måde kan en venlig omfavnelse af de ubehagelige følelser være en særdeles frigørende handling, der giver adgang til den rigdom, der ligger i det altid foranderlige nu. Når vi bliver i stand til at åbne os for og være tilstede med nuet som det er, med alt hvad det indebærer, bliver det også muligt gennem en bevidst handling at flytte fokus mod de aspekter af oplevelsen som nærer og oplader os, uden at undertrykke eller fornægte det ubehagelige. Dermed bliver det muligt at leve livet mere fuldt, helt og vist fra øjeblik til øjeblik

Prøv:

At tillade dig selv at stoppe op lige nu, lige her, og så godt det lader sig gøre at komme tilstede i det her øjeblik præcis som det er, med alt hvad det indebærer. Lad vær med at lede efter en bestemt følelse eller en bestemt tilstand. Prøv så vidt muligt bare at være åben over for det her øjeblik, mens det udfolder sig. Prøv at se dig selv som et evigt og tidsløst vidne. Iagttag øjeblikket uden at forsøge at ændre det eller gøre det anderledes end det er. Hvad føler du? Hvad mærker du? Hvad hører du? Og hvad ser du? Prøv at bringe en venlig åbenhed og nysgerrighed ind over for øjeblikket som det udfolder sig lige nu, som om det galt det dit liv. Hvilket det på mange måder også gør. Prøv så vidt muligt at lade vær med at døm oplevelsen. Ret evt. opmærksomheden mod dit åndedræt som det er og tag nogle bevidste åndedræt. Se om det er muligt at bringe det nærvær du oplever videre ind i dagens næste øjeblik.

Del siden

At omfavne det svære – og blive hel som du er

01-02-2017

Det er februar. Det er den kolde og mørke tid – og det har allerede været den kolde og mørke tid længe. En tid, hvor rigtig mange mennesker oplever tristhed og nedtrykthed. Måske er du en af dem, hvor mørket ikke bare er færre solskinstimer og kortere dage, men hvor mørket derimod er flyttet helt ind i kroppen, i følelserne og tankerne, farver alle oplevelser og indhyller livet i en tung grå og energiløs tåge. Der måske lige nu føles som et altid. Mange af os afskyr den mørke tid og de mørke følelser – og med god grund, for de kan netop føles både bundløse og ubærlige. Derfor opfatter rigtig mange mennesker også ubehagelige følelser som en slags fjender, der helst og hurtigst muligt skal forsvinde og gå væk.

Der er derfor heller ikke noget at sige til, at de fleste af os kæmper mod de mørke, triste og ubehagelige følelser med næb og klør. Problemet er imidlertid, at vi til det formål meget ofte bruger de redskaber, vi kender og har til rådighed. Hvordan skulle det være anderledes?

Vi er fra evolutionens side udstyret med en fantastisk evne til problemløsning og analytisk, rationel og kritisk tænkning. Det er netop det, der som art har bragt os så langt. Det er den evne, vi bruger, når vi skal transportere os fra et sted til et andet, når vi fx planlægger aftensmaden eller står over for en teknisk opgave på arbejdet. Hjernen registrerer, hvor vi er, hvis nødvendigt hvad der har forårsaget situationen, og derefter hvordan vi hurtigst og mest effektivt når et givet mål, fx at opgaven på arbejdet er løst eller aftensmaden står på bordet. Vi fokuserer med andre ord på afstanden mellem sådan som tingene er, og som vi synes, de burde være.

Problemet opstår, når vi forsøger at løse følelser som tristhed, nedtrykthed, stress, angst og sorg med de samme metoder. Følelser er nemlig ikke problemer, der skal løses. Tværtimod. Når vi forsøger at løse vores følelser på samme måde som andre opgaver, kommer pilen meget let til at pege mod os selv og gør dermed det hele meget værre.

Ræsonnementet kommer meget let til at lyde noget i retning af: Jeg er trist (der hvor jeg er) og vil være glad (der hvor jeg synes, jeg burde være): Jeg må altså finde ud af, hvorfor jeg ikke er glad. Der er ikke nogen ydre årsag, altså må problemet være mig: Jeg er et problem, der skal løses. Derfra er der ikke langt til at konkludere, at jeg fx altid er et problem, at jeg aldrig gør tingene godt nok, og hvis bare jeg havde gjort sådan og sådan, så… Og det fortsætter: jeg er aldrig god nok. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad? Jeg må være helt forkert osv, osv. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan dette heroiske forsøg på at løse den tristhed, der i første omgang var til stede, på den måde meget hurtigt kan ende i en nedadgående spiral med det resultat, at du føler dig mere og mere elendigt til mode.

Men der findes heldigvis et alternativ. Alternativet består i at nærme sig nuet og dermed dig selv med en venlig omfavnelse overfor alt det, der er til stede lige nu, også når det ikke føles helt – eller på nogen måde – som du ønsker det! Med andre ord: i stedet for at fokusere på afstanden mellem nuet, som det er, og som vi synes, det burde være, så at komme tilstede i dette øjeblik, præcis som det er, med alt hvad det indebærer.

”Men Hey - stop!” tænker du måske. ”Jeg kan da umuligt have nogen forestilling om, hvor dårligt, du har det, siden jeg kan foreslå noget så …. så tåbeligt, umuligt, ulideligt og med hvilken grund?” At være sammen med de ubehagelige følelser er sandsynligvis det sidste, du har lyst til. De skal jo bare gå væk – NU!! Hvis det er sådan, du har det, er du langt fra den eneste.

Men det forunderlige, interessante og næsten magiske er, at når vi nærmer os og er sammen med de svære følelser med venlighed og så at sige omfavner dem, har de mulighed for at transformere sig og falde til ro. De er der måske, måske ikke, stadigvæk, men vi får mulighed for at være med dem på en anden måde. De fylder ikke hele sindet, og vi kan være med dem og håndtere dem på en langt mere hensigtsmæssig og konstruktiv måde. Når vi efterhånden lærer at være sammen med de svære følelser, som de er, og derigennem lærer at omfavne hele os, som vi er, vil vi ikke bare få et andet forhold til de svære og ubehagelige følelser, det vil samtidig give adgang til følelser af frihed, lykke og følelsen af i højere grad at leve livet fuldt ud.

Udfordringen består imidlertid i dels at anderkende, og dels at være til stede med, de følelser, vi ikke har lyst til at være sammen med, uden at gøre dem værre end de er. Det kræver både træning, vilje og mod. Det første skridt er, at vi ikke bare er i stand til at tænke vores følelser, men at vi også kan fornemme og sanse dem direkte gennem kroppen. Faktisk er kroppen bolig for vores emotioner, og det er her, vi kan lære at rumme og anderkende og nærme os de ubehagelige følelser med venlighed og ikke-dømmen, som en kærlig forælder møder, holder om og rummer et lille barn, der er ked af det.

Prøv det:

Du kan prøve det lige nu, eller næste gang, du oplever ubehagelige og uønskede følelser. Det er en god idé først at forbinde dig med din vejtrækning og mærke den som et anker, der altid er til stede, og som du altid kan forbinde dig med. Simpelthen bare mærk den fysiske fornemmelse af luften, der strømmer ind og ud af din næse, din mund og dine lunger. Fortsæt med at sanse din vejrtræning – åndedrag for åndedrag – og mærk nu samtidig den ubehagelige følelse i kroppen. Vær opmærksom på, at du ikke tænker følelsen, men at du så vidt muligt forsøger at sanse den som de fysiske sansninger, der er til stede, fx prikken, varme, kulde osv. Træk vejret i mens, og prøv nu at forestille dig, at dine ubehagelige følelser er som et lille barn, der har det lige som dig, når du fx er ked af det, bange eller trist, føler sig helt forkert og tror, at det aldrig bliver godt igen.

Ville du behandle barnet, som du behandler dig selv, fortælle det, at det ikke måtte være her, at det var helt forkert, uduelig og håbløs, at det bare skulle tage sig sammen osv.? Lyt til hvad du fortæller dig selv. Ville du sige det samme til barnet? Forhåbentlig ikke. Og hvis du gjorde det, er det ret sikkert, at barnets følelse af forkerthed ikke ville blive mindre – tværtimod.

Det barnet ville have brug for ville derimod være at blive taget op, holdt om, blive trøstet med omsorgsfuld kærlighed og accept. Og det er lige præcis, hvad de ”umulige” og ”besværlige” følelser inde i dig også har brug for. Uanset om du vil have dem eller ej, så er de der allerede lige nu. De kalder på opmærksomhed og omsorg. Hold dine besværlige følelser med en kærlig opmærksomhed et stykke tid, mens du trækker vejret. Se om det er muligt at bringe så meget venlighed, anderkendelse og accept ind overfor dem som overhovedet muligt. Prøv ikke at gøre dem anderledes, end de er, hold dem blot med kærlig venlig opmærksomhed.

Hvad tror du, det ville betyde, hvis du holdt dine svære følelser som et lille barn med venlig kærlighed og accept? Hvis du holdt op med at behandle dig selv som et problem, der skal løses, og derimod begyndte en eventyrlig rejse henimod at blive hele dig med alt, hvad du indebærer? Det kan godt være, du gerne ville have, at de besværlige følelser var helt anderledes, end de er. Ligesom du ikke ønsker for det lille barn, at det er ked af det eller ulykkelig. Men det er jo sådan, det er lige nu – det er der alligevel, og hvis du holder om det, er der langt større chance for, at det falder til ro, end hvis du bekæmper det og skælder ud.

For mange af os er det imidlertid ikke let at bringe venlighed og accept mod os selv, og slet ikke mod de følelser, vi ikke har lyst til at være sammen med. Det kræver nemlig øvelse at nærme sig dem med venlighed i nuet. Måske er du aldrig rigtig blevet mødt med denne venlighed og accept før og ved måske derfor ikke, hvordan du skal gøre. Måske er det bare uvant for dig. Derfor kan det også nogle gange kræve støtte fra en tryg relation eller en professionel psykolog eller terapeut at foretage denne paradoksale omfavnelse af de svære og ofte skræmmende følelser. Resultatet er imidlertid særdeles frigørende og giver mulighed for adgang til livsfuldhed, nærvær og livsglæde. En rejse henimod at kræve livet tilbage og opdage, at du altid allerede er fuldendt, som du er!

Om at give slip

30-10-2016

Det er efterår, og bladende falder af træerne. Det er den tid på året, hvor naturen giver slip. Minder os om selv at give slip. I naturens rytmiske cyklus er det at give slip en nødvendighed for, at der til foråret kan spirer nye friske skud, blade og blomster frem. Ligesom naturen har vi mennesker også brug at give slip en gang imellem, for at noget nyt kan vokse frem.

Men hvad vil det sige at give slip, hvad er det vi skal give slip på, og ikke mindst, hvordan giver vi slip?

Du har sikkert lige som mig hørt det før, det velmenende råd: du skal bare give slip! Give slip på fortiden, på de negative tanker, vreden, sorgen, perfektionismen, ex-kæresten, børnene, der flytter hjemmefra osv. osv. Og måske har du også oplevet, hvordan det alt for ofte bare er meget nemmere sagt end gjort! Måske er du endda kommet til at føle skyld over, at du ikke bare kan give slip. Måske har du slået dig selv oven i hovedet med det, og måske er resultatet blevet, at det, du gerne ville give slip på, er kommet til at føles endnu tungere, fordi det nu har blandet sig med selvanklagerne over ikke bare at kunne give slip.

Så hvis det at give slip bare fører til selv-skyld og selvanklager, hvad er det så, jeg opfordrer til, at vi skal give slip på? Min opfordring er, at det, vi skal give slip på, er forestillingen om, at vi skal være anderledes end den, vi er!

Det kan være fint at spørge sig selv, om vi stadig har brug for gammel vrede, et bestemt selvbillede, negative tanker osv., eller om vi lige så godt kan skifte rille og give slip. Men i stedet for at indgå en krig mod os selv og synes, vi burde give slip, hvordan ville det så være bare et øjeblik at stoppe op og være sammen med os selv, som vi er? I stedet for at forsøge at give slip på fx angsten, vreden og ked-af-det-heden, hvordan ville det så være at være sammen med dem, som de er. Tillade dem at være der uden at skulle lave dem om og uden en normativ fordring om at skulle give slip på dem. Når et bøgetræ smider bladende, forsøger det ikke at være noget som helst andet end et bøgetræ.

Det interessante er, at ganske ofte – når vi giver slip på at være noget som helst andet end dem, vi er, når vi er sammen med os selv med alt, hvad vi indebærer – slipper vreden, ked-af-det-heden og alle de andre svære følelser ofte af sig selv. Eller måske er det mere præcist at sige, at de får en anden betydning. De er der måske stadigvæk, men de fylder på en anden måde, fordi vi har givet slip på kampen mod dem, givet slip på at være anderledes, end vi er. Det er, når vi slipper ideen om at skulle være anderledes, end vi er, at vi bliver os selv. Og som træerne, der lige nu slipper bladene, kan vi måske herfra give plads til, at noget nyt – nu eller senere – kan spire frem.

Det er ikke altid let at slippe forestillingen om, at vi skal være anderledes, end vi er. Meget ofte har vi gennem et helt liv direkte eller indirekte levet med andre og vores egne vurderinger om ikke at være gode nok, som vi er, om at vi skal præstere mere, bedre osv. Det kræver øvelse, men det er muligt. Næste gang du går i skoven, kan du lade dig støtte og inspirere af efterårsbladene:

Øvelse: prøv at gå en tur i efterårsskoven se og lyt til bladende der falder, naturen der giver slip, og prøv at se, om det er muligt – mens du går – at slippe ideen om, at du skal være anderledes, end du er. Bare lige nu, lige her – tillad dig selv at være præcis som du er med alt, hvad det indebærer. Måske føler du dig rolig, glad og kontaktfuld, måske føler du dig ked af det, vred eller endda utryg. Hvad du føler er ikke vigtigt. Det vigtige er at give slip på forestillingen om, at det skal være anderledes. Tillad dig selv lige nu lige her bare at være dig selv, at være den, du er, som du er. Vær venlig over for hele dig med alt, hvad det indebærer. Slip kampen. Mærk skoven. Lyt til bladene, der falder, se dem og giv slip på, at noget i dette øjeblik skal være anderledes end det er.

NyereOversigt